Accepterer man at mennesket er et produkt af naturen, så må man gå ud fra, at de fleste af de egenskaber, som er kendetegnende for mennesket, også er et produkt af vores evolutionshistorie.
Tilbage står nu spørgsmålet: Hvordan skal vi så beskrive disse egenskaber evolutionært?
Et af de mest populære forsøg på dette gennem de senere år har været den evolutionære psykologi.
Opsummeret ganske kort er den evolutionære psykologis hovedpåstand, at (så godt som) alle de egenskaber, som vi mennesker besidder i sidste ende, besidder et enkelt formål: nemlig at øge antallet af efterkommere, som kan bringe vores genetiske arv videre.
Så vidt, så godt. Antager man at mennesket er et produkt af naturen, er dette jo så godt som uomgængeligt.
* * *
Når man støder på den evolutionære psykologi, særligt i den mere kulørte presse, er det imidlertid først og fremmest med udsagn som følgende: at vores trang til at skabe kunst, tjene penge, spille musik, være kreative, osv. osv. i virkeligheden blot sker for at skaffe os partnere til sex, så vi kan sprede vores gener.
I en vulgær forstand er dette naturligvis rigtigt, derhen at vi må antage at - om ikke alle, da en stor del af - de menneskelige egenskaber i sidste ende er udviklet og bevaret, fordi de hjalp til vores forfædres overlevelse og forplantning.
Men samtidig gemmer der sig en brutal fejltagelse: nemlig at vi skaber kunst, driver videnskab, spiller musik og i det hele taget foretager os alle menneskelige sysler for at sprede vores gener.
For selvom det ultimative biologiske rationale bag de mekanismer, som giver os lysten til at udføre alle disse bedrifter, rigtigt nok er biologisk, så er lysten til at udføre hver enkelt af disse bedrifter hver sex eller forplantning.
For at tage den evolutionære pyskologis ærkeeksempel, lysten til sex, som eksempel: vi dyrker ikke sex for at få børn - vi dyrker sex for at tilfredsstille vores seksuelle lyster! Når disse er tilfredsstillet, er behovet fjernet - og vores drift til at dyrke mere sex for så vidt slukket (for nu). At vi har sexlysten, fordi den (i tider inden kondomer og p-piller) har givet vores forfædre børn, er selvsagt - men selv om et evolutionære formål for sexlysten dermed er at få børn, er det eneste vi mærker til den, dens umiddelbare mål: at få slukket vores tørst efter sex!
Det samme gælder naturligvis kunst, videnskab osv. - lysten til at foretage os alle disse ting er målet i sig selv. Vi holder derfor ikke op med at lave kunst, hvis vi får nok sex eller nok børn - vi laver kunst til vores lyst til at lave kunst er slukket. Og vores videbegær fortsætter, sådan at vi ligefrem finder eksempler på, at man fra gå tilbuddet om sex, for at hellige sig sin videnskab.
Det er derfor helt korrekt, når den evolutionære psykologi anklages for at reducere menneskets bestræbelser til biologiske funktioner - for selvom det ultimative formål med alle disse egenskaber, er at sprede vores gener, er det jo ikke det, vi oplever. Vi oplever derimod de nære mål med hver enkelt mekanisme - som i sidste ende er det eneste, der er nedlejret i os.
* * *
Problemet i ovenstående modsætning er, at man ikke formår at skelne mellem to forskellige ting:
1) Det formål, som er årsagen til at en bestemt lyst er plantet i os - nemlig at fuldbyrdelsen af denne lyst, har været en fordel for vores forfædres overlevelse og forplantning.
2) Det som er målet, for hver enkelt mekanisme - f.eks. at få tilfredsstillet vores videbegær, vores kreative trang, osv. (eller vores sexlyst, for den sags skyld)
Naturligvis har evolutionspsykologerne ret i, at årsagen til at vi besidder videbegær og kreative lyster er, at de mekanismer som ligger bag ved, har været af en evolutionær fordel.
At sige, at vi dyrker videnskab for at få flere børn, eller at vi "maler for at få fisse" (og lignende platheder), bringer os bare ikke videre. Det var for så vidt noget, vi allerede vidste (hvis vi accepterer at mennesket er et produkt af evolution) - og det fortæller os intet om, hvordan lysten til at skabe kunst og lære om verden omkring os fungerer i praksis.
* * *
Mens den evolutionære psykologi for så vidt har ret i sit centrale udsagn om, at vores menneskelige egenskaber er formet af evolutionen og dermed har som ultimativt formål at sprede vores gener - eller rettere sagt: er bevaret fordi de bidrog til at sprede vores forfædre gener, overser den dermed det vigtigste: at det som er afgørende for, hvordan mennesker handler, tænker og føler ikke er ultimative biologiske formål (som vi kun erkender i kraft af vores viden om evolutionstoerien), men derimod de nære mål, som er nedlejret i vores forskellige lyster - videbegær, kreativtet og, ja, liderlighed, for den sags skyld også.
Stik imod hensigten, risikerer den evolutionære psykologi dermed at gøre os blind for det biologiske grundlag for det, som i virkeligheden er afgørende for vores menneskelige adfærd: nemlig de biologiske systemer, som regulerer vores generelle virketrang, uanset om vi snakker kunst, kultur, videnskab eller generel enterprise. I sin insisteren på at reproduktion er altings formål, overser - eller overdøver - den evolutionære psykologi det afgørende: forståelsen af de mål, som i virkeligheden er styrende for vores adfærd.
For at forstå mennesket, skal vi kort sagt lære at fokusere på at forstå de nære mål - frem for de evolutionære formål, som for så vidt altid er de samme (og som derfor ikke bringer os et eneste skridt nærmere forståelsen af mennesket).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar