3 - om mål og formål

Accepterer man at mennesket er et produkt af naturen, så må man gå ud fra, at de fleste af de egenskaber, som er kendetegnende for mennesket, også er et produkt af vores evolutionshistorie.

Tilbage står nu spørgsmålet: Hvordan skal vi så beskrive disse egenskaber evolutionært?

Et af de mest populære forsøg på dette gennem de senere år har været den evolutionære psykologi.

Opsummeret ganske kort er den evolutionære psykologis hovedpåstand, at (så godt som) alle de egenskaber, som vi mennesker besidder i sidste ende, besidder et enkelt formål: nemlig at øge antallet af efterkommere, som kan bringe vores genetiske arv videre.

Så vidt, så godt. Antager man at mennesket er et produkt af naturen, er dette jo så godt som uomgængeligt.

* * *

Når man støder på den evolutionære psykologi, særligt i den mere kulørte presse, er det imidlertid først og fremmest med udsagn som følgende: at vores trang til at skabe kunst, tjene penge, spille musik, være kreative, osv. osv. i virkeligheden blot sker for at skaffe os partnere til sex, så vi kan sprede vores gener.

I en vulgær forstand er dette naturligvis rigtigt, derhen at vi må antage at - om ikke alle, da en stor del af - de menneskelige egenskaber i sidste ende er udviklet og bevaret, fordi de hjalp til vores forfædres overlevelse og forplantning.

Men samtidig gemmer der sig en brutal fejltagelse: nemlig at vi skaber kunst, driver videnskab, spiller musik og i det hele taget foretager os alle menneskelige sysler for at sprede vores gener.

For selvom det ultimative biologiske rationale bag de mekanismer, som giver os lysten til at udføre alle disse bedrifter, rigtigt nok er biologisk, så er lysten til at udføre hver enkelt af disse bedrifter hver sex eller forplantning.

For at tage den evolutionære pyskologis ærkeeksempel, lysten til sex, som eksempel: vi dyrker ikke sex for at få børn - vi dyrker sex for at tilfredsstille vores seksuelle lyster! Når disse er tilfredsstillet, er behovet fjernet - og vores drift til at dyrke mere sex for så vidt slukket (for nu). At vi har sexlysten, fordi den (i tider inden kondomer og p-piller) har givet vores forfædre børn, er selvsagt - men selv om et evolutionære formål for sexlysten dermed er at få børn, er det eneste vi mærker til den, dens umiddelbare mål: at få slukket vores tørst efter sex!

Det samme gælder naturligvis kunst, videnskab osv. - lysten til at foretage os alle disse ting er målet i sig selv. Vi holder derfor ikke op med at lave kunst, hvis vi får nok sex eller nok børn - vi laver kunst til vores lyst til at lave kunst er slukket. Og vores videbegær fortsætter, sådan at vi ligefrem finder eksempler på, at man fra gå tilbuddet om sex, for at hellige sig sin videnskab.

Det er derfor helt korrekt, når den evolutionære psykologi anklages for at reducere menneskets bestræbelser til biologiske funktioner - for selvom det ultimative formål med alle disse egenskaber, er at sprede vores gener, er det jo ikke det, vi oplever. Vi oplever derimod de nære mål med hver enkelt mekanisme - som i sidste ende er det eneste, der er nedlejret i os.

* * *

Problemet i ovenstående modsætning er, at man ikke formår at skelne mellem to forskellige ting:

1) Det formål, som er årsagen til at en bestemt lyst er plantet i os - nemlig at fuldbyrdelsen af denne lyst, har været en fordel for vores forfædres overlevelse og forplantning.

2) Det som er målet, for hver enkelt mekanisme - f.eks. at få tilfredsstillet vores videbegær, vores kreative trang, osv. (eller vores sexlyst, for den sags skyld)

Naturligvis har evolutionspsykologerne ret i, at årsagen til at vi besidder videbegær og kreative lyster er, at de mekanismer som ligger bag ved, har været af en evolutionær fordel.

At sige, at vi dyrker videnskab for at få flere børn, eller at vi "maler for at få fisse" (og lignende platheder), bringer os bare ikke videre. Det var for så vidt noget, vi allerede vidste (hvis vi accepterer at mennesket er et produkt af evolution) - og det fortæller os intet om, hvordan lysten til at skabe kunst og lære om verden omkring os fungerer i praksis.

* * *

Mens den evolutionære psykologi for så vidt har ret i sit centrale udsagn om, at vores menneskelige egenskaber er formet af evolutionen og dermed har som ultimativt formål at sprede vores gener - eller rettere sagt: er bevaret fordi de bidrog til at sprede vores forfædre gener, overser den dermed det vigtigste: at det som er afgørende for, hvordan mennesker handler, tænker og føler ikke er ultimative biologiske formål (som  vi kun erkender i kraft af vores viden om evolutionstoerien), men derimod de nære mål, som er nedlejret i vores forskellige lyster - videbegær, kreativtet og, ja, liderlighed, for den sags skyld også.

Stik imod hensigten, risikerer den evolutionære psykologi dermed at gøre os blind for det biologiske grundlag for det, som i virkeligheden er afgørende for vores menneskelige adfærd: nemlig de biologiske systemer, som regulerer vores generelle virketrang, uanset om vi snakker kunst, kultur, videnskab eller generel enterprise. I sin insisteren på at reproduktion er altings formål, overser - eller overdøver - den evolutionære psykologi det afgørende: forståelsen af de mål, som i virkeligheden er styrende for vores adfærd.

For at forstå mennesket, skal vi kort sagt lære at fokusere på at forstå de nære mål - frem for de evolutionære formål, som for så vidt altid er de samme (og som derfor ikke bringer os et eneste skridt nærmere forståelsen af mennesket).

2 - om den medfødte evne til at lære

En af de ældste travere i bogen, når det gælder os mennesker, er den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt vores adfærd er tillært eller medfødt. Om det - kort sagt - er resultatet af en medfødt natur eller en tillært kultur.

Denne diskussion har altid undret mig.

Ser man blot en smule nøgternt på sagen, bliver man nemlig nødt til at stille sig selv det oplagte spørgsmål:

Hvis vores adfærd og vores måde at opfatte verden på er tillært - hvordan lærer vi så?

Jo, ser du - det gør vi ved at det ikke så meget er vores adfærd og vores opfattelse af verden som sådan, der er medfødt - det er evnen til at lære.

Snarere end at være modsætninger, supplerer de to således hinanden.

Og skal man pege på nogle af de egenskaber, som er blandt de mest grundlæggende medfødte egenskaber, som vi overhovedet kan finde og påvise i menneskehjernen, så er det - evnen til at lære.

1 - om gamle mænd og om filosofiens arvesynd

Kaster man et kort blik udover filosofiens historie - hvilket naturligvis i sig selv er nogen helt lille opgave - vil man bemærke noget. Nemlig at alle tidlige (og langt de fleste senere) forsøg på at forstå mennesket, har taget udgangspunkt i det voksne menneske og den måde vi opfatter og oplever verden på som voksne.

Eller - for nu at skære det en smule mere ud i pap:

Filosofihistorien er langt hen ad vejen en historie om en samling gamle (eller i det mindste: voksne) mænd, som har siddet og prøvet at tænke sig til, hvordan verden ser ud - og hvordan vi mennesker opfatter den.

Problemet ved denne fremgangsmåde er blot, at hvis vi forsøge at udlede vores forståelse af mennesket af en betragtning af, hvordan vi selv opfører og opfatter verden her og nu, fører det næsten uomgængeligt til den tanke, at alt som er gået forud, nødvendigvis har måttet lede dertil, hvor vi er i dag - og at alt som kommer, unægteligt ikke kan blive andet end en evig fortsættelse af det højdepunkt vi har opnået (eller - værre - et forfald, hvor alle vores bedrifter atter styrter i grus).

Denne tendens til at aflede en viden om mennesket, ved udelukkende at betragte mennesket selv, som det ser ud nu og her, og at ophøje mennesket, i den situation vi lever i nu og den virkelighed, vi bebor, til målet for alt, og betragte alt som gik forud, som skridt på vejen i at nå dertil, hvor vi er nu, er det, som Nietzsche - i den første aforisme fra hans værk med samme titel som denne blog, kaldte for "filosofiens arvesynd" (ty. Erbfehler).

Som medicin mod dette snæversyn foreslår Nietzsche en "historisk filosofi", som i stedet for at betragte mennesket nu og her, forsøger at finde ud af og beskrive, hvordan det samfund og de forhold, som vi finder i dag - ja, hele den opfattelse vi har af verden - er resultatet af alt det, der er gået forud.

Men hvor Nietzsche udelukkende taler om filosofi, kan vi tage skridtet meget, meget længere.

* * *

Alt det, som vi i dag kan se som grundkernen i mennesket - vores mentale egenskaber, vores evne til at opfatte verden og danne en bevidsthedsoplevelse, som vi kan bruge til at styre vores adfærd efter (for nu blot at nævne noget af det mest centrale) - kan således i sidste ende bedst forstås, hvis vi i stedet for at koncentrere os om her og nu, forsøger at forstå, hvordan det vi oplever nu, er resultatet af en - ikke blot tusinder, men millioner af år lang udvikling.

Vil vi forstå mennesket, må vi således se langt længere tilbage, end kun til vores kulturhistories begyndelse eller til de tidlige menneskeforfædre på savannen. I langt de fleste tilfælde, skal vi for at forstå mennesket, se helt tilbage til de egenskaber, som vi deler med mange af vores venner i dyreriget.

Vil vi forstå hvordan vores egenskaber funger, må vi forstå hvordan de er opstået. Der er med andre ord brug for en historisk forklaring - som imidlertid rækker langt ud over blot menneskehedens historie, og som i sidste ende indbefatter hele dyrelivets historie.

* * *

Mange af de problemer vi har haft med at forstå mennesket og hvordan vi fungerer skyldes således i virkeligheden en ting: at vores selvopfattelse, som grundlagt gennem filsofi og idéhistorie, er begået af voksne mænd, som har siddet og forsøgt at slutte sig til, hvordan verden ser ud - udelukkende ud fra, hvordan de selv har opfattet den.

Med andre ord: det er på tide at udvide vores horisont.

0

Som titlen antyder er dette en side dedikeret til mennesket og alt det, som gør os til mennesker.

På godt og ondt.

Udgangspunktet vil delvist være min egen forundring over - ikke så meget det at være menneske (hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til), men over de mange besynderlige ting, vi mennesker gør.

Undervejs vil vi imidlertid skæve kraftigt til - og af og til utvivlsomt også sende en enkelt kindhest eller to afsted mod! - nogle af de mange forsøg, som gennem tidernes løb er blevet gjort i videnskabens navn på at forstå, hvad det egentlig vil sige at være menneske.

Dette indebærer ikke kun klassiske discipliner som psykologi og antropologi, men også - og måske ligefrem: først og fremmest? - de forskningsgrene som har forsøgt (med skiftende held) ikke blot at forstå mennesket i sig selv, men også hvor vi kommer fra og hvordan vi har udviklet os til mennesker, som bl.a. evolutionær psykologi eller sociobiologi.

Blandt disse forsøg er der imidlertid et, som står særligt centralt: den såkaldte humanetologi.

Ikke blot er denne (nu ofte oversete eller glemte) disciplin i en vis forstand det egentlige udspring for de øvrige, og fortjener derfor - af rent historiske grunde - at blive nævnt i rette sammenhæng. Den er også stadig på mange måder det bedste udgangspunkt og det bedste springbræt i forsøget på at komme videre med bestræbelserne på at forstå sammenhængen mellem dyr og menneske.

* * *

I den bredere befolkning kendes "humanetologien" sandsynligvis først og fremmest fra Desmond Morris, som stod bag en række tv-serier og bøger, som forsøgte at forklare menneskets adfærd, ved at betragte os med etologiens metoder (ofte på en unægtelig noget populariseret facon).

Morris har jeg ikke mindst et helt særligt forhold til i kraft af følgende, meget rosende, passage fra lektørudtalelsen til min bog "Dyrenes Historie" fra 2008: "Desmond Morris favner slet ikke så bredt og formidler heller ikke så godt i sine tekster.”

Ord, som jeg blot kan håbe lejlighedsvis at leve op til - også i denne sammenhæng.

Når humanetologien er velegnet som udgangspunkt for forsøget på at forstå mennesket, skyldes det langt fra, at dens resultater altid er umiddelbart troværdige. Det skyldes derimod, at den langt hen ad vejen har forstået at stille de rigtige spørgsmål (som desværre side ofte er blevet glemt) - og selv om den ikke altid leverer de rigtige svar, er selv dens fejl og mangler er yderst lærerige.

Ordet "menneskeligt" i denne blogs titel skal derfor også forstås i forlængelse af det klassiske ordsprog "det er menneskeligt at fejle". En stor del af sidens indhold vil derfor bestå ikke blot i en beskrivelse og forklaring af alle de tåbelig og besynderlige ting vi mennesker gør, men også i en blotlæggelse af de til tider ganske fantasifulde og besynderlige forklaringer, man gennem tiderne har fundet på, for at forklare, hvorfor vi opfører os, som vi gør.

* * * 

Udover at angive indholdet er titlen på denne blot naturligvis "sakset" fra Nietzsches værk af samme navn - eller rettere: oversat efter den tyske titel på værket "Menschliches, Allzumenschliches" fra 1878.

Dette skal dog på ingen måde opfattes som en hyldest til Nietzsche, som jeg ret beset betragter mere som gal end som genial - og hvis filosofi i mine øjne (i det omfang den har haft betydning - hvilket desværre i vidt omfang er tilfældet) har gjort mere skade end gavn.

Ikke desto mindre har jeg tilladt mig ikke blot at låne titlen, men også formen fra Nietzsches værk. Omstående blog vil derfor primært bestå af mindre aforismer, der - ligesom i Nietzsches værk - er nummereret fortløbende.

Selvom min begejstring for Nietzsche kan ligge på et smalt sted, vil jeg ikke desto mindre i det mindste yde ham den retfærdighed - som plaster på såret - at omtale og kommentere enkelte af hans betragtninger fra værket i bloggen. Der er på denne måde også tale om en form for personligt eksperiment - et forsøg på måske at forlige mig med Nietzsche, som jeg ellers gennem tiden har haft mange fordomme imod.

* * *

I anmeldelsen af den danske oversættelse af Nietzsches værk fra 2007 (som jeg da varmt kan anbefale, at man både køber OG læser! - se nedenfor), omtales dette som en herlig "blanding af vrøvl og dyb indsigt".

På trods af alle gode hensigter er jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af det, som med tiden vil optræde på disse sider, af mange vil blive betragtet som det rene vrøvl. Om ikke andet, så fordi det er min erklærede hensigt ikke at vige tilbage for at omtale også de mere håbløse forsøg, på at forstå hvad vi mennesker egentlig er for nogle.

Skulle det imidlertid vise sig, at der blandt tidslerne gemte sig en enkelt rose som med lidt god vilje - og den rette fordomsfrihed - kunne fortjene at blive betraget som en "dyb indsigt", vil jeg betragte mit mål som opfyldt.

Og jeg kan kun undskylde for alt det vås, som muligvis er nødvendigt for at nå så langt!

Referencer:

Friedrich Nietzsche (2007) Menneskeligt, alt for menneskeligt. En bog for frie ånder. På dansk ved Niels Henningsen. Det lille forlag, Helsingør. kr. 290,- kr.

Torben Sangild: Menneskeligt, alt for menneskeligt (anmeldelse). Jyllandsposten, d. 17. august 2007.

P.S.: "Menschliches, Allzumenschliches" er naturligvis også frit tilgængelig flere steder på internettet i den tyske originaludgave. Her er et par udvalgte links:

Projekt Gutenberg-DE   The Nietzsche Channel   textlog.de   Zeno.org   Project Gutenberg.org