Kaster man et kort blik udover filosofiens historie - hvilket naturligvis i sig selv er nogen helt lille opgave - vil man bemærke noget. Nemlig at alle tidlige (og langt de fleste senere) forsøg på at forstå mennesket, har taget udgangspunkt i det voksne menneske og den måde vi opfatter og oplever verden på som voksne.
Eller - for nu at skære det en smule mere ud i pap:
Filosofihistorien er langt hen ad vejen en historie om en samling gamle (eller i det mindste: voksne) mænd, som har siddet og prøvet at tænke sig til, hvordan verden ser ud - og hvordan vi mennesker opfatter den.
Problemet ved denne fremgangsmåde er blot, at hvis vi forsøge at udlede vores forståelse af mennesket af en betragtning af, hvordan vi selv opfører og opfatter verden her og nu, fører det næsten uomgængeligt til den tanke, at alt som er gået forud, nødvendigvis har måttet lede dertil, hvor vi er i dag - og at alt som kommer, unægteligt ikke kan blive andet end en evig fortsættelse af det højdepunkt vi har opnået (eller - værre - et forfald, hvor alle vores bedrifter atter styrter i grus).
Denne tendens til at aflede en viden om mennesket, ved udelukkende at betragte mennesket selv, som det ser ud nu og her, og at ophøje mennesket, i den situation vi lever i nu og den virkelighed, vi bebor, til målet for alt, og betragte alt som gik forud, som skridt på vejen i at nå dertil, hvor vi er nu, er det, som Nietzsche - i den første aforisme fra hans værk med samme titel som denne blog, kaldte for "filosofiens arvesynd" (ty. Erbfehler).
Som medicin mod dette snæversyn foreslår Nietzsche en "historisk filosofi", som i stedet for at betragte mennesket nu og her, forsøger at finde ud af og beskrive, hvordan det samfund og de forhold, som vi finder i dag - ja, hele den opfattelse vi har af verden - er resultatet af alt det, der er gået forud.
Men hvor Nietzsche udelukkende taler om filosofi, kan vi tage skridtet meget, meget længere.
* * *
Alt det, som vi i dag kan se som grundkernen i mennesket - vores mentale egenskaber, vores evne til at opfatte verden og danne en bevidsthedsoplevelse, som vi kan bruge til at styre vores adfærd efter (for nu blot at nævne noget af det mest centrale) - kan således i sidste ende bedst forstås, hvis vi i stedet for at koncentrere os om her og nu, forsøger at forstå, hvordan det vi oplever nu, er resultatet af en - ikke blot tusinder, men millioner af år lang udvikling.
Vil vi forstå mennesket, må vi således se langt længere tilbage, end kun til vores kulturhistories begyndelse eller til de tidlige menneskeforfædre på savannen. I langt de fleste tilfælde, skal vi for at forstå mennesket, se helt tilbage til de egenskaber, som vi deler med mange af vores venner i dyreriget.
Vil vi forstå hvordan vores egenskaber funger, må vi forstå hvordan de er opstået. Der er med andre ord brug for en historisk forklaring - som imidlertid rækker langt ud over blot menneskehedens historie, og som i sidste ende indbefatter hele dyrelivets historie.
* * *
Mange af de problemer vi har haft med at forstå mennesket og hvordan vi fungerer skyldes således i virkeligheden en ting: at vores selvopfattelse, som grundlagt gennem filsofi og idéhistorie, er begået af voksne mænd, som har siddet og forsøgt at slutte sig til, hvordan verden ser ud - udelukkende ud fra, hvordan de selv har opfattet den.
Med andre ord: det er på tide at udvide vores horisont.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar