2 - om den medfødte evne til at lære

En af de ældste travere i bogen, når det gælder os mennesker, er den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt vores adfærd er tillært eller medfødt. Om det - kort sagt - er resultatet af en medfødt natur eller en tillært kultur.

Denne diskussion har altid undret mig.

Ser man blot en smule nøgternt på sagen, bliver man nemlig nødt til at stille sig selv det oplagte spørgsmål:

Hvis vores adfærd og vores måde at opfatte verden på er tillært - hvordan lærer vi så?

Jo, ser du - det gør vi ved at det ikke så meget er vores adfærd og vores opfattelse af verden som sådan, der er medfødt - det er evnen til at lære.

Snarere end at være modsætninger, supplerer de to således hinanden.

Og skal man pege på nogle af de egenskaber, som er blandt de mest grundlæggende medfødte egenskaber, som vi overhovedet kan finde og påvise i menneskehjernen, så er det - evnen til at lære.

1 - om gamle mænd og om filosofiens arvesynd

Kaster man et kort blik udover filosofiens historie - hvilket naturligvis i sig selv er nogen helt lille opgave - vil man bemærke noget. Nemlig at alle tidlige (og langt de fleste senere) forsøg på at forstå mennesket, har taget udgangspunkt i det voksne menneske og den måde vi opfatter og oplever verden på som voksne.

Eller - for nu at skære det en smule mere ud i pap:

Filosofihistorien er langt hen ad vejen en historie om en samling gamle (eller i det mindste: voksne) mænd, som har siddet og prøvet at tænke sig til, hvordan verden ser ud - og hvordan vi mennesker opfatter den.

Problemet ved denne fremgangsmåde er blot, at hvis vi forsøge at udlede vores forståelse af mennesket af en betragtning af, hvordan vi selv opfører og opfatter verden her og nu, fører det næsten uomgængeligt til den tanke, at alt som er gået forud, nødvendigvis har måttet lede dertil, hvor vi er i dag - og at alt som kommer, unægteligt ikke kan blive andet end en evig fortsættelse af det højdepunkt vi har opnået (eller - værre - et forfald, hvor alle vores bedrifter atter styrter i grus).

Denne tendens til at aflede en viden om mennesket, ved udelukkende at betragte mennesket selv, som det ser ud nu og her, og at ophøje mennesket, i den situation vi lever i nu og den virkelighed, vi bebor, til målet for alt, og betragte alt som gik forud, som skridt på vejen i at nå dertil, hvor vi er nu, er det, som Nietzsche - i den første aforisme fra hans værk med samme titel som denne blog, kaldte for "filosofiens arvesynd" (ty. Erbfehler).

Som medicin mod dette snæversyn foreslår Nietzsche en "historisk filosofi", som i stedet for at betragte mennesket nu og her, forsøger at finde ud af og beskrive, hvordan det samfund og de forhold, som vi finder i dag - ja, hele den opfattelse vi har af verden - er resultatet af alt det, der er gået forud.

Men hvor Nietzsche udelukkende taler om filosofi, kan vi tage skridtet meget, meget længere.

* * *

Alt det, som vi i dag kan se som grundkernen i mennesket - vores mentale egenskaber, vores evne til at opfatte verden og danne en bevidsthedsoplevelse, som vi kan bruge til at styre vores adfærd efter (for nu blot at nævne noget af det mest centrale) - kan således i sidste ende bedst forstås, hvis vi i stedet for at koncentrere os om her og nu, forsøger at forstå, hvordan det vi oplever nu, er resultatet af en - ikke blot tusinder, men millioner af år lang udvikling.

Vil vi forstå mennesket, må vi således se langt længere tilbage, end kun til vores kulturhistories begyndelse eller til de tidlige menneskeforfædre på savannen. I langt de fleste tilfælde, skal vi for at forstå mennesket, se helt tilbage til de egenskaber, som vi deler med mange af vores venner i dyreriget.

Vil vi forstå hvordan vores egenskaber funger, må vi forstå hvordan de er opstået. Der er med andre ord brug for en historisk forklaring - som imidlertid rækker langt ud over blot menneskehedens historie, og som i sidste ende indbefatter hele dyrelivets historie.

* * *

Mange af de problemer vi har haft med at forstå mennesket og hvordan vi fungerer skyldes således i virkeligheden en ting: at vores selvopfattelse, som grundlagt gennem filsofi og idéhistorie, er begået af voksne mænd, som har siddet og forsøgt at slutte sig til, hvordan verden ser ud - udelukkende ud fra, hvordan de selv har opfattet den.

Med andre ord: det er på tide at udvide vores horisont.

0

Som titlen antyder er dette en side dedikeret til mennesket og alt det, som gør os til mennesker.

På godt og ondt.

Udgangspunktet vil delvist være min egen forundring over - ikke så meget det at være menneske (hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til), men over de mange besynderlige ting, vi mennesker gør.

Undervejs vil vi imidlertid skæve kraftigt til - og af og til utvivlsomt også sende en enkelt kindhest eller to afsted mod! - nogle af de mange forsøg, som gennem tidernes løb er blevet gjort i videnskabens navn på at forstå, hvad det egentlig vil sige at være menneske.

Dette indebærer ikke kun klassiske discipliner som psykologi og antropologi, men også - og måske ligefrem: først og fremmest? - de forskningsgrene som har forsøgt (med skiftende held) ikke blot at forstå mennesket i sig selv, men også hvor vi kommer fra og hvordan vi har udviklet os til mennesker, som bl.a. evolutionær psykologi eller sociobiologi.

Blandt disse forsøg er der imidlertid et, som står særligt centralt: den såkaldte humanetologi.

Ikke blot er denne (nu ofte oversete eller glemte) disciplin i en vis forstand det egentlige udspring for de øvrige, og fortjener derfor - af rent historiske grunde - at blive nævnt i rette sammenhæng. Den er også stadig på mange måder det bedste udgangspunkt og det bedste springbræt i forsøget på at komme videre med bestræbelserne på at forstå sammenhængen mellem dyr og menneske.

* * *

I den bredere befolkning kendes "humanetologien" sandsynligvis først og fremmest fra Desmond Morris, som stod bag en række tv-serier og bøger, som forsøgte at forklare menneskets adfærd, ved at betragte os med etologiens metoder (ofte på en unægtelig noget populariseret facon).

Morris har jeg ikke mindst et helt særligt forhold til i kraft af følgende, meget rosende, passage fra lektørudtalelsen til min bog "Dyrenes Historie" fra 2008: "Desmond Morris favner slet ikke så bredt og formidler heller ikke så godt i sine tekster.”

Ord, som jeg blot kan håbe lejlighedsvis at leve op til - også i denne sammenhæng.

Når humanetologien er velegnet som udgangspunkt for forsøget på at forstå mennesket, skyldes det langt fra, at dens resultater altid er umiddelbart troværdige. Det skyldes derimod, at den langt hen ad vejen har forstået at stille de rigtige spørgsmål (som desværre side ofte er blevet glemt) - og selv om den ikke altid leverer de rigtige svar, er selv dens fejl og mangler er yderst lærerige.

Ordet "menneskeligt" i denne blogs titel skal derfor også forstås i forlængelse af det klassiske ordsprog "det er menneskeligt at fejle". En stor del af sidens indhold vil derfor bestå ikke blot i en beskrivelse og forklaring af alle de tåbelig og besynderlige ting vi mennesker gør, men også i en blotlæggelse af de til tider ganske fantasifulde og besynderlige forklaringer, man gennem tiderne har fundet på, for at forklare, hvorfor vi opfører os, som vi gør.

* * * 

Udover at angive indholdet er titlen på denne blot naturligvis "sakset" fra Nietzsches værk af samme navn - eller rettere: oversat efter den tyske titel på værket "Menschliches, Allzumenschliches" fra 1878.

Dette skal dog på ingen måde opfattes som en hyldest til Nietzsche, som jeg ret beset betragter mere som gal end som genial - og hvis filosofi i mine øjne (i det omfang den har haft betydning - hvilket desværre i vidt omfang er tilfældet) har gjort mere skade end gavn.

Ikke desto mindre har jeg tilladt mig ikke blot at låne titlen, men også formen fra Nietzsches værk. Omstående blog vil derfor primært bestå af mindre aforismer, der - ligesom i Nietzsches værk - er nummereret fortløbende.

Selvom min begejstring for Nietzsche kan ligge på et smalt sted, vil jeg ikke desto mindre i det mindste yde ham den retfærdighed - som plaster på såret - at omtale og kommentere enkelte af hans betragtninger fra værket i bloggen. Der er på denne måde også tale om en form for personligt eksperiment - et forsøg på måske at forlige mig med Nietzsche, som jeg ellers gennem tiden har haft mange fordomme imod.

* * *

I anmeldelsen af den danske oversættelse af Nietzsches værk fra 2007 (som jeg da varmt kan anbefale, at man både køber OG læser! - se nedenfor), omtales dette som en herlig "blanding af vrøvl og dyb indsigt".

På trods af alle gode hensigter er jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af det, som med tiden vil optræde på disse sider, af mange vil blive betragtet som det rene vrøvl. Om ikke andet, så fordi det er min erklærede hensigt ikke at vige tilbage for at omtale også de mere håbløse forsøg, på at forstå hvad vi mennesker egentlig er for nogle.

Skulle det imidlertid vise sig, at der blandt tidslerne gemte sig en enkelt rose som med lidt god vilje - og den rette fordomsfrihed - kunne fortjene at blive betraget som en "dyb indsigt", vil jeg betragte mit mål som opfyldt.

Og jeg kan kun undskylde for alt det vås, som muligvis er nødvendigt for at nå så langt!

Referencer:

Friedrich Nietzsche (2007) Menneskeligt, alt for menneskeligt. En bog for frie ånder. På dansk ved Niels Henningsen. Det lille forlag, Helsingør. kr. 290,- kr.

Torben Sangild: Menneskeligt, alt for menneskeligt (anmeldelse). Jyllandsposten, d. 17. august 2007.

P.S.: "Menschliches, Allzumenschliches" er naturligvis også frit tilgængelig flere steder på internettet i den tyske originaludgave. Her er et par udvalgte links:

Projekt Gutenberg-DE   The Nietzsche Channel   textlog.de   Zeno.org   Project Gutenberg.org